Samarbejde med Slagelse Kommune

Samarbejde med Slagelse Kommune

Langebjerggaards erhvervsskole har siden 2020 haft et samarbejde med Slagelse Kommune om at udbyde erhvervsklasser for nogle af kommunens sårbare unge. P.t. har man 12 elever i gang på skolen i Dalmose.

Slagelse Kommune visiterer de unge til skolen. Målgruppen er typisk unge, der ikke er i målgruppen til STU, men som har brug for et skoletilbud.

Som udgangspunkt visiteres de unge til et ét-årigt forløb til afklaring af, hvad de skal efter opholdet på erhvervsskolen. Det foregår i dialog med kommunens uddannelsesvejleder, ligesom skolens egne medarbejdere også deltager i kompetenceafklaringen.

”Vi tager imod sårbare unge, der har brug for at blive afklaret om, hvordan de kommer videre i et arbejdsliv. I denne proces spiller praktikophold en vigtig rolle, for det viser dem, hvilken typer job, de kan gå efter,” siger afdelingsleder Neel Edvardsen.

 

Praktikophold

I faget ”job og uddannelse” oplyses eleverne om, hvad mulighederne er for dem på jobmarkedet. De kommer rundt og oplever forskellige virksomheder og jobtyper. Desuden er der fokus på kendskab til det danske arbejdsmarked, vilkår og rettigheder.

”Praktikophold spiller en stor rolle elevernes afklaring. Nogle er afsted en hel uge ad gangen, mens andre har brug for at være på skolen to til tre dage om ugen i praktikperioden. Vi har haft en elev som på baggrund af en praktikplads fik tilbudt en læreplads i en tømrervirksomhed, og vi havde en anden elev, som tog en uddannelse som vagt,” fortæller Neel.

Erhvervsskolen har etableret aftaler om praktikpladser hos adskillige virksomheder i Slagelse Kommune. Det er primært inden for håndværksfag, børnehaver og forskellige typer detailhandlere, som Intersport, Bilka, T Hansen, Harald Nyborg og Biltema.

”Vores samarbejde med Slagelse Kommune er gået rigtig godt. De peger tit på os, da vi kan skabe et trygt, roligt og anerkendende miljø for de unge. Vi har fagligheden til hurtigt at opbygge relationer til de unge og skabe tryghed for dem. Desuden bliver nye elever godt modtaget i klassefællesskabet, hvilket også er vigtigt for den enkeltes trivsel,” siger Neel.