Fællesskab og faglighed skal fortsat styrkes
Siden september sidste år har Mette Holst været leder af ASF Botilbuddene. En vigtig ledelsesopgave er at få etableret en sammenhængende afdeling på tværs af de fire matrikler, som ASF’s seks borgere bor på. Mette er derfor i fuld gang med at bygge et fællesskab op blandt de seks teamkoordinatorer og p.t. 55 medarbejdere.
”Langebjerggaards botilbud for borgere med en ASF-diagnose er efterspurgt af adskillige kommuner, så vi forventer, at oprette flere pladser i de kommende år,” siger Mette.
Det tager typisk et halvt år at få etableret en borger i sit bosted og få et team på plads omkring vedkommende.
”Det kendetegner vores beboere, at det er mennesker, der har stort behov for støtte og hjælp til alle hverdagens opgaver og handlinger. Der er ofte behov for skærmning og hjælp til at være i sociale sammenhænge. Alle vores beboere har en eller anden grad af mental udviklingshæmning og udfordringer med at kommunikere verbalt. Vores beboere har ofte en uhensigtsmæssig adfærd, enten som udadreagerende eller selvskadende, så det er komplekse pædagogiske opgaver, som de dygtige teammedlemmer arbejder med i alle teams,” siger Mette.
Lille boble
Mette ser gerne, at afdelingen kan udbygge samarbejdet både inden for ASF og med Langebjerggaards øvrige afdelinger.
”Vores beboere har behov for at være i små, rolige rammer. Derfor bliver det enkelte ASF-team en lille boble, hvor det ikke er naturligt at mødes på kryds og tværs. Det er vigtigt, at ASF-medarbejderne oplever at være en vigtig del af en afdeling og af hele Langebjerggaard, hvor der kan udveksles erfaringer, ideer og faglighed. Tiltag som fælles pædagogiske temadage og den kommende afdelings sommerfest er derfor vigtige initiativer, og jeg prioriterer at deltage i alle teams personalemøder for at understøtte de faglige samtaler i det omfang, det er muligt.”
”Når vi arbejder i et hjem med et lille team af kolleger, er det vigtigt at forstå, at vores kollegatrivsel er forudsætningen for vores beboers trivsel. Udover den komplekse pædagogiske opgave, skal medarbejderne også hjælpe beboerne med alle de praktiske hjemlige opgaver. Det kendetegner ASF-medarbejdere, at de har rigtig mange forskellige talenter, fordi der er så mange forskellige opgaver, der skal løses hver dag. Så selv om der er meget struktur og planlægning, er dagene sjældent ens i vores teams,” siger Mette.
Familierne er positive
”Socialtilsynet bad os i marts om at spørge beboernes forældre og værger om, hvordan de vurderer vores tilbud, og vi har fået nogle dejligt positive svar tilbage. Forældre og familier giver udtryk for, at de oplever ro og fremgang for deres familiemedlem, ligesom de sætter pris på, at vi har teams med faste medarbejdere. Ja, fra en en af familierne kom der endda en mail med meldingen, ”I får mange stjerner af mig”, efter at spørgeskemaet var udfyldt, fortæller Mette.
Det er naturligvis opmuntrende for alle teams med sådan positiv feedback, for det er krævende opgaver, de løser.
”På en vagt er medarbejderne i et konstant 24-timers alarmberedskab, og de gør det godt, hvad familierne også kvitterer for. Vores medarbejdere er ildsjæle, der påtager sig at arbejde med en gruppe af borgere, som mange hverken kan eller vil arbejde med. Jeg plejer at sige, at ASF-medarbejdere både skal head- og hearthuntes. Der skal en stor del menneskekundskab og robusthed til at udføre det arbejde, som løftes i ASF-teams, og det gør alle vores teams til UG.” understreger Mette.
”Jeg tror, vi alle sætter pris på at være en del af en organisation, hvor ordentlighed og faglighed er bærende værdier. Samtidig skal det være sjovt at være her,” slutter Mette