Fuld gang i renoveringen af Boeslunde Skole

Den 1. december overtog vi den nedlagte folkeskole i Boeslunde nær Skælskør. Vi har købt skolen i en offentlig budrunde, som Slagelse Kommune havde gennemført.

”Vi glæder os til at tage skolen i brug. Vi har haft et fint samarbejde med Slagelse Kommune i købsprocessen, og vi er glade for, at vores bud var højt nok til, at vi kunne erhverve skolen. Vi regner med, at vi relativt hurtigt kan flytte vores elever fra vores nuværende skole i Dalmose over på Boeslunde Skole, hvor de vil få 1.200 kvm at boltre sig på,” siger Heidi Nørager.

Allerede mandag den 2. december rykkede vores eget serviceteam ind for at tage fat på renoveringen af skolen. Teamet består af Claus Petersen, Bjarne Gram og Johnny Jørgensen, der alle er uddannede håndværkere. De er møbelsnedker, tømrer og murer.

”Vi gik straks i gang med at få overblik over renoveringen og lægge en plan for de kommende måneder. Selvom skolen er fra 1935, er den i god stand og har et godt indeklima, et nyt varmeanlæg og gode elinstallationer,” fortæller Claus.

Elever starter efter nytår
Planen er, at de første elever fra erhvervsskolen rykker ind mandag den 6. januar. Her regner man med, at eleverne selv skal være med til at stå for dele af malerarbejdet i nogle af lokalerne.

”I øjeblikket er vi i fuld gang med at renovere og bygge klasselokalerne om for at få mindre lokaler, som er bedre egnede til vores formål. Vi reparerer selv alt det, vi kan, og anvender brugte materialer, hvor det er muligt. Vi har blandt andet købt et brugt køkken, som vi skal installere,” siger Claus.

Skolen har p.t. fire store undervisningslokaler, der i øjeblikket omdannes til otte. Måske bliver der behov for at etablere endnu flere mindre lokaler, når først undervisningen går i gang. Desuden rummer skolen et kreativt lokale og et sløjdlokale i kælderen. Endelig har skolen en gymnastiksal, som man også er i fuld gang med at udstyre med forskellige idrætsfaciliteter. Skolen har naturligvis en skolegård og udendørsarealer.

Skolen har installeret et nyt låsesystem samt alarmer og overvågning.

Samarbejde med lokale håndværkere
Claus tilføjer, at serviceteamet selv gennemfører så meget af renoveringen som muligt, men har et fint samarbejde af to lokale elektriker- og VVS-firmaer, når det gælder el- og vvs-installationer.

”I serviceteamet regner vi med at bruge tre måneder på renoveringen. Vi er frigivet til at arbejde på Boeslunde Skole i denne periode, men vi tager naturligvis ud til akutte ting i organisationens øvrige bygninger, når det er nødvendigt,” siger Claus.

”Vi lægger vægt på, at vores skole skal være en aktiv del af lokalsamfundet, og at vores unge deltager i aktiviteter uden for skolen, så vi glæder os til at hilse på vores nye naboer i Boeslunde,” siger Heidi.

Fra lærer til håndværker
Claus Petersen har været ansat på Langebjerggaard siden etableringen i 2016. I de første år var det som pædagog og herefter som lærer på STU’s byggelinje.

”Jeg gik desværre ned med stress i min sidste tid som lærer, men fik så mulighed for at blive én af to medarbejdere i Langebjerggaards ejendomsservice. Organisationen var i vækst, så der var brug for en ekstra mand,” siger Claus.

I dag består ejendomsservice af tre mand. To på fuldtid, Claus og Bjarne, og én på flextid tre dage om ugen, Johnny.

”Jeg er glad for mit job, for jeg har en arbejdsdag, hvor jeg selv kan prioritere min tid og de opgaver, jeg skal tage mig af. Jeg har mange gode kolleger overalt i Langebjerggaards organisation. Det giver en ekstra værdi i mit daglige arbejde, når jeg kommer rundt, at jeg altid bliver taget godt imod. Desuden er det en fordel, at jeg kan arbejde tæt på mit hjem. Jeg synes generelt, at ledelsen viser os alle tre stor tillid, og vi har store frihedsgrader i vores job. Det sætter vi stor pris på,” siger Claus.

Fakta om Claus
Claus Petersen, 50 år, blev ansat på Langebjerggaard i 2016. Han er gift med Sara, som arbejder i Langebjerggaards støtteafdeling med 1:1-støtte til en ung borger. Parret, der bor i Slagelse, har fire børn i alderen 16-26 år. I sin fritid dyrker Claus lystfiskeri og surfing.