Medarbejdernes repræsentant

Mohammad Mohamad er socialpædagog på Baldersgaard og én af fem medarbejderrepræsentanter i det nye arbejdsmiljøudvalg, hvor han repræsenterer børne- og ungehjemmene.

“Som medarbejderrepræsentant i udvalget skal jeg være med til at sikre, at vi har et godt arbejdsmiljø i hele Langebjerggaards organisation, så vi undgår, at vores kolleger lider fysisk eller psykisk overlast i dagligdagen.”

Mohammad tilføjer, at en væsentlig opgave for arbejdsmiljøudvalget bliver at vælge det værktøj, der skal bruges til at gennemføre APV’er (arbejdspladsvurderinger) i organisationen. Desuden skal udvalget drøfte resultatet af APV’erne, efter at medarbejderne har udfyldt dem.

Synlig i organisationen

Han nævner, at det også er muligt for udvalget at drøfte, hvordan man som medarbejder håndterer borgernes trusler om psykisk vold og sætter grænser herfor. “Det er vigtigt at tage tingene op, før de kører af sporet.”

“Det er også min opgave at deltage i personalemøder på Børne- og Ungehjemmet Langebjerggaard, så kollegerne her lærer mig at kende og kan kontakte mig, hvis de har et problem. Det kan f.eks. handle om bagtalelse eller mobning. Her kan jeg tage emnet op på et efterfølgende personalemøde, eller jeg kan tale direkte med vedkommendes leder,” siger Mohammad.

Mohammad forventer at deltage i disse personalemøder regelmæssigt, så folk lærer ham at kende og kommer til at føle sig trygge ved at kontakte ham. På Baldersgaard er det allerede naturligt for kollegerne at tage fat i ham, når der er ting, de ønsker at tage op.

“Det er mit håb, at vi med arbejdet i arbejdsmiljøudvalget kan fastholde den åbenhed, vi har i organisationen, og at være med til at sikre, at det er OK at sætte spørgsmålstegn ved nogle af de ting, vi oplever i dagligdagen,” siger Mohammad.

Foto: Mohammad Mohamad (th) er arbejdsmiljørepræsentant for børne- og ungehjemmene. Her ses han i dialog med sin kollega Brian Hansen.

Marts 2025