Kreativitet skaber udvikling og fællesskab

I maj flyttede STU’s kreativlinje og byggelinje fra Møllesøvej til Tjærebyvej, hvor autolinjen allerede holdt til. I dag har 12 unge og fem medarbejdere deres daglige gang på ejendommen lidt uden for Vemmelev.

En af de medarbejdere, der var med til at gennemføre flytningen, er Nanna Kølleskov Møller. Hun viser rundt i lokalerne og i det kreative værksted på førstesalen. Her er der rolige farver, orden i materialerne og udstillinger med elevernes egne værker.

“De unge syntes, at det var svært at skifte miljø. De skulle også vænne sig til at være sammen med eleverne fra autolinjen, som de ikke kendte så godt. Men de har taget det flot, og vi har fået skabt en tryg og forudsigelig hverdag med fælles regler for alle,” fortæller Nanna.

Plads til forskellige behov

På kreativlinjen deltager eleverne i undervisningsforløb med temaer som følelser, genbrug og fotografi. Et tema strækker sig typisk over en længere periode, så eleverne får mulighed for at undersøge det på forskellige måder.

Dagen begynder med fælles morgenmad. Bagefter præsenterer Nanna dagens plan i krea-værkstedet.

“Nogle gange er der en elev, som har brug for at sidde for sig selv og arbejde med noget andet. Derfor har jeg altid alternative aktiviteter klar,”siger hun.

Det er vigtigt, at undervisningen både har en tydelig struktur og giver plads til elevernes individuelle behov.

Kreative udtryk sætter ord på følelser

Nanna viser fotografier, hvor eleverne har arbejdet med forskellige kreative udtryk, og en collage fra et undervisningsforløb om følelser. Her undersøgte eleverne blandt andet, hvordan følelser kan opleves indefra og se ud udefra.

“Arbejdet med følelser hjalp de unge med at sætte ord på det, de mærker, og med at udtrykke sig. Det har betydning for deres personlige og sociale udvikling”, fortæller Nanna.

I hverdagen skal medarbejderne samtidig tage hensyn til elevernes forskellige udfordringer. En elev kan være følsom over for høje lyde, mens en anden måske har svært ved at regulere sin stemme.

“Med vores miljøterapeutiske tilgang skaber vi en struktureret og forudsigelig hverdag. Vi taler roligt og forsøger at forstå de unge ved at være nysgerrige og stille spørgsmål. Samtidig sørger vi for, at der er en hyggelig stemning i krea-værkstedet – og mulighed for en varm kop kakao”.

Faglig sparring i hverdagen

Nanna bruger blandt andet Langebjerggaards behandlingsansvarlige, Gitte Bergmann, til faglig sparring, når hun har brug for at drøfte konkrete situationer.

“Generelt bruger vi medarbejdere hinanden meget i dagligdagen. Det er vigtigt, at vi står sammen og skaber tydelige og trygge rammer for de unge,” siger hun.

For Nanna handler arbejdet også om at møde eleverne som menneske.

“De unge skal kunne mærke, at vi vil dem, og at vi forsøger at forstå dem. Vi griner sammen og viser, hvem vi er, uden at vi bliver private.”

Forberedelse til voksenlivet

STU står for særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Det er et treårigt uddannelsesforløb for unge under 25 år, som ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse – heller ikke med specialpædagogisk støtte.

På Langebjerggaard arbejder eleverne både med faglige, personlige, sociale og praktiske færdigheder, samt ADL (Almen Dagligdags Læring). Her lærer de blandt andet om tøjvask, MitID, uddannelsesmuligheder og om at skrive CV og ansøgninger. De arbejder også med, hvordan man kan forstå og reagere i forskellige sociale situationer.

Målet er at gøre de unge så selvstændige som muligt og forberede dem på voksenlivet. Efter forløbet kommer nogle af eleverne videre i beskæftigelse eller forskellige jobtilbud. En tidligere elev er eksempelvis kommet i lære som tømrer og kigger indimellem forbi for at hilse på.

Et arbejde med mening

Nanna blev ansat som pædagog på Langebjerggaard i januar 2022. Hun havde tidligere arbejdet med mennesker med multiple funktionsnedsættelser, men søgte nye faglige udfordringer.

“Jeg har aldrig haft et bedre arbejde. Jeg har gode kolleger og ledere, som jeg altid kan komme til. Jeg sætter især pris på, at vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe de unge, når de har brug for ekstra støtte og opmuntring til at komme videre i livet,” siger hun.

Fritid og familie

Nanna er 33 år og bor sammen med sin kæreste og to bonusbørn på en stor grund og har blandt andet en stor køkkenhave, så udendørsaktiviteter fylder meget i dagligdagen. Hun betegner sig som familiemenneske og har en stor familie, som hun er meget sammen med.