Vi skal rumme vores unge mennesker

Visitator Jesper Svare sammen med afdelingsleder og behandlingsansvarlig Gitte Bergmann.

Vi skal rumme vores unge mennesker

”Vores succeskriterier er, at vores unge i vores bosteder og i området for soliststøtte får et liv, de kan være tilfredse med, som resultat af deres ophold på Langebjerggaard. De skal kunne håndtere områder som beskæftigelse, økonomi og indgå i daglige, praktiske og sociale rammer. Det er vigtigt, at de bibringes en tro på livet,” siger Jesper Svare, der er ansvarlig for visitationen i Langebjerggaard.

”De unge skal kunne navigere i samfundet, både socialt og kulturelt. Samtidig skal vi understøtte, at de kan begå sig i deres voksenliv med egen forståelse og selvtillid,” tilføjer Gitte Bergmann, der er afdelingsleder og behandlingsansvarlig.

Nyhedsbrevets udsendte kom forbi til en snak med Jesper og Gitte om, hvordan det går på Langebjerggaards bosteder og i afdelingen for soliststøtte.

 

Relationsarbejde

”En af de ting, vi er gode til på opholdsstederne og i soliststøtten, er relationsarbejdet, hvor vi har en miljøterapeutisk indgangsvinkel til de unge. Vi er gode til hurtigt at skabe trygge relationer, for vi forstår de unges følelser og vilkår,” siger Gitte.

Hun peger på, at de unge på Langebjerggaard skal leve i strukturerede rammer efter et fast ugeprogram, der giver tryghed i sin forudsigelighed.

”De unge, der kommer til os, er flåede i deres nervesystemer, så vi skal skabe hjemlige og hyggelige rammer for dem. Gennem samtaler kommer vi tæt på de unge ved at være nysgerrige på deres liv og meninger. Ved at spørge ind og ved at aktivere de unge styrker vi deres sociale liv. De modtager undervisning og deltager i fritidsaktiviteter, og vi viser dem den verden, de skal begå sig i på en tryg måde,”, siger Gitte.

Det er her mentalisering kommer ind som et vigtigt arbejdsredskab for medarbejderne. Når vi mentaliserer, forstår vi både egen og andres adfærd ud fra blandt andet følelser, tanker, behov, mål og grunde.

Jesper nævner, at de unge har oplevet mange svigt i deres liv, når de kommer til Langebjerggaard. ”Men vi kan rumme dem. Og vi giver ikke op! Vi finder veje for dem, så de ikke oplever svigt. Og vi holder ud i konflikter og kaos.”

 

Medarbejdersupervision

At Langebjerggaards medarbejdere befinder sig i et dagligt spændingsfelt kræver naturligvis høj faglighed og adgang til løbende supervision. Samtidig er det afgørende, at der er en synlig ledelse, der sammen med medarbejderne finder veje for, at tingene kan lykkes.

Det kræver trygge rammer for arbejdet i dagligdagen. Man sætter sig selv på spil som professionel over for mennesker, der har det svært, og som nogle gange gør noget andet end aftalt. Det kan man blive ramt af. Derfor får medarbejderne løbende supervision af eksterne psykologer, ligesom Gitte og Jesper også træder til med sparring, når der akut opstår behov. Denne supervision er med til, at medarbejderne lykkes med deres relationsarbejde med de unge. Og sparringen er kun et telefonopkald væk.

”Det ligger i Langebjerggaards DNA at hjælpe mennesker. Vi er ildsjæle, der er fagligt dygtige til at løse vores opgave. Forudsætningen for, at vi lykkes med det, er, at vi i dag har en organisation, der har hele paletten til at supportere vores medarbejdere,” siger Jesper.

 

Soliststøtten vokser

I øjeblikket mærker vi en stigende efterspørgsel på opgaver inden for unge med dobbelt diagnoser, altså en psykiatrisk diagnose evt. kombineret med et misbrug.

”Det er vores eksistensgrundlag, at vi behandler folk ordentligt og skaber tilbud til de borgere, som andre har opgivet af behandle. Langebjerggaard er langt foran øvrige behandlingsinstitutioner, når det gælder disse svært anbringelige unge op til 18 år med dobbeltdiagnoser. Denne gruppe er generelt vanskelig for kommunerne at hjælpe. Derfor kommer mange til os. Vores fordel er, at vi kan håndtere disse unge, og derfor visiterer vi flere og flere borgere hertil,” fortæller Jesper.