
Jesper fyldte 60 år
Langebjerggaards direktør Jesper Svare fyldte 60 år lørdag den 13. juni, og blev fejret ved en velbesøgt reception på Møllesøvej torsdag den 18. juni.
I den anledning har vi talt med Jesper for at høre om de erfaringer, værdier og faglige valg, der har formet hans arbejdsliv – fra de første år som socialpædagog til etableringen af Langebjerggaard i 2018.
For Jesper har arbejdet altid handlet om mennesker. Om faglighed. Om ansvar. Og om at møde børn, unge og voksne med ordentlighed – også når deres liv er præget af svære vilkår og komplekse udfordringer.
Jesper blev uddannet socialpædagog fra Hindholm Socialpædagogiske Seminarium i 1991. Valget af uddannelse udsprang af et ønske om at arbejde med mennesker og gøre en forskel. Han var samtidig inspireret af sin mors arbejde som sygeplejerske.
“Jeg tror, det lå tidligt i mig, at jeg gerne ville arbejde med mennesker. Jeg havde set, hvad det kunne betyde at være der for andre, og det blev en vigtig drivkraft for mig,” fortæller Jesper.
Grundlagt på Hjortholm
I 1990 kom Jesper i praktik på Hjortholm Kostskole, en institution for udsatte børn og unge. Praktikken blev begyndelsen på et langt kapitel. Efter sin eksamen fik han job på skolen, hvor han gennem 16 år opbyggede sin faglighed og sin viden om målgruppen på det specialiserede område.
“Jeg lærte utrolig meget i de år. Det var her, jeg for alvor fik grundlagt min faglighed,” siger Jesper.
En af de personer, der fik størst betydning for ham, var afdelingsleder Ivan Jensen, som var ansat på skolen i 40 år.
“Ivan var meget autentisk over for de unge. Han behandlede dem næsten som en del af sin familie. Den tilgang fik jeg virkelig banket ind gennem årene på skolen. Han tog sig især af de unge, som andre havde opgivet,” fortæller Jesper.
Årene på Hjortholm lærte ham også, at han måtte finde sin egen identitet som pædagog.
“For mig blev det vigtigt at finde balancen mellem at være autentisk, faglig og professionel. Man skal kunne være menneske i relationen, men man skal også vide, hvad man gør, og hvorfor man gør det.”
Fra pædagog til leder
I 2006 blev Jesper afdelingsleder for Magleby Skolecenters børne- og ungehjem. Her fik han ansvaret for seks unge i to huse. I løbet af 10 år voksede afdelingen til 23 pladser, og efterspørgslen var stor gennem hele perioden.
Fagligt kunne Jesper kombinere sin praktiske erfaring fra Hjortholm med en miljøterapeutisk tilgang, som senere blev en vigtig del af hans arbejde.
“Jeg oplevede, at vi kunne skabe stærke resultater, når hverdagen omkring de unge var præget af struktur, nærvær og høj faglighed. Det blev en tilgang, jeg tog med mig videre,” siger han.
I 2016 blev Jesper kontaktet af ledelsen på det nordjyske behandlingshjem Hjortehøjgaard. De ønskede, at han skulle etablere en sjællandsk afdeling af institutionen.
Det var også her, han kontaktede Heidi Nørager for at høre, om hun ville være med i projektet. Det ville hun.
“Heidi var en del af mit netværk, og jeg vidste, at hun ville være et stærkt match. Hun var en ildsjæl og en af de dygtigste, jeg kendte på skoleområdet,” fortæller Jesper.
Den nye afdeling blev etableret på Langebjerggaard på Ormeslevvej. Kort efter blev Baldersgaard også en del af institutionen.
Langebjerggaard bliver selvstændig
I 2018 ændrede situationen sig. Ledelsen i Nordjylland ønskede ikke længere at være en del af den sjællandske afdeling, og Jesper stod pludselig med ansvaret for at videreføre organisationen.
“Jeg overtog dermed den sjællandske afdeling fra den ene dag til den anden. Det betød, at jeg skulle finde tre bestyrelsesmedlemmer til det nye selskab, så det kunne blive registreret,” fortæller Jesper.
Han kontaktede Troels Brandt, Anna-Marie Sass og Morten Jakobi, som alle sagde ja. Troels Brandt blev Langebjerggaards første bestyrelsesformand. Anna-Marie Sass og Morten Jakobi er fortsat medlemmer af bestyrelsen.
Den nye organisation fik navnet Langebjerggaard. Dengang havde behandlingshjemmet ansvar for 20 unge og 30 medarbejdere.
Siden 2018 har Langebjerggaard udviklet sig markant. I dag har organisationen ansvar for 120 borgere fordelt på 30 lokationer og beskæftiger 280 medarbejdere.
Værdierne skal kunne mærkes
Selv om Langebjerggaard er vokset, er det ifølge Jesper afgørende, at organisationen ikke mister sit faglige og menneskelige fundament.
“Jeg har altid lagt vægt på at være ordentlig, omsorgsfuld og fagligt velfunderet. Det giver jeg ikke køb på. Det var også de værdier, Heidi og jeg lagde vægt på, da vi etablerede Langebjerggaard,” siger Jesper.
For ham er ordentlighed ikke et abstrakt begreb. Det handler om, hvordan mennesker bliver mødt i hverdagen – både borgere, pårørende og medarbejdere.
“Det gør ondt helt ind i sjælen på mig, hvis mennesker ikke bliver behandlet ordentligt. Det kan påvirke mig følelsesmæssigt, og det kan nogle gange være en udfordring som leder. Men det er samtidig en vigtig del af det, der driver mig,” siger han.
Han oplever, at de værdier, der var med fra begyndelsen, i dag er dybt forankret i organisationen.
“Vi er ikke kommet hertil uden blod, sved og tårer. Der har været mange svære beslutninger undervejs. Men vi har holdt fast i, at faglighed, omsorg og ordentlighed skal være bærende i alt, hvad vi gør,” siger Jesper.
En ny lederrolle
Gennem årene har Jespers egen rolle ændret sig markant. Fra at være tæt på den daglige pædagogiske praksis er han i dag leder for en organisation med mange ledere, medarbejdere og lokationer.
“Det har været en kæmpe omvæltning. Jeg er gået fra at have direkte ansvar for medarbejdere til at være leder for andre ledere. Det betyder, at jeg skal prioritere mine kræfter anderledes og ikke blande mig i for meget,” siger Jesper.
Han lægger ikke skjul på, at det har krævet tilvænning.
“Jeg har altid været meget engageret i det konkrete arbejde. Men når organisationen vokser, skal man også lære at give ansvar videre og have tillid til, at andre kan løfte opgaven.”
I mange år har Jesper været til rådighed døgnet rundt. Det har også haft betydning for familien.
“Min kone Sussie og vores tre børn har i høj grad været påvirket af mit arbejde gennem årene. Når der har været børn eller unge, som havde brug for min støtte, har jeg ofte været nødt til at træde til. Det kræver en familie, der accepterer det, og det har jeg heldigvis haft,” siger han.
Vækst med kvalitet
Når Jesper ser fremad, er ambitionen, at Langebjerggaard fortsat skal udvikle sig. Men vækst må aldrig blive et mål i sig selv.
“Vi skal kun vokse, hvis vi kan sikre kvaliteten. Både fagligt, ledelsesmæssigt og menneskeligt. Vi skal fortsat være ordentlige hele vejen rundt – både i måden, vi behandler de mennesker, vi har ansvar for, og i vores økonomiske prioriteringer,” siger Jesper.
I de senere år har han også brugt mere tid på den politiske og strategiske del af arbejdet. Her ser han det som en vigtig opgave at bidrage til, at det specialiserede område udvikler sig i en ordentlig retning.
“Langebjerggaard er i dag en markant og troværdig aktør. Derfor har vi også et ansvar for at være med til at hæve standarden i branchen. Vi skal insistere på faglighed, gennemsigtighed og ordentlighed,” siger Jesper.