Nye bestyrelsesmedlemmer med nye kompetencer
Vores nye investor og samarbejdspartner Den Sociale Kapitalfond Invest (SKFI) har fået to pladser i Langebjerggaards bestyrelse. Det er investeringsdirektør Maria Heickendorff og partner Torben Agerup, som træder ind. Dermed består bestyrelsen af i alt otte medlemmer.
Vi tog en snak med Maria for at høre lidt om fondens forventninger til samarbejdet med os på Langebjerggaard.
Gode værdier
” Vi investerer i virksomheder, der på forskellige måder er med til at hjælpe udsatte mennesker videre i deres liv” fortæller Maria– og tilføjer: ”Et væsentligt formål for os er samtidig også, at virksomhederne udvikler sig positivt i størrelse og på rentabel vis. For Langebjerggaard betyder det, at vi gerne vil bidrage til Heidi og Jespers ønske om at gøre mere for endnu flere udsatte – inklusiv med bevarelse og styrkelse af den høje kvalitet i organisationen”
Hun tilføjer, at fonden kontaktede Heidi og Jesper efter at have screenet det specialiserede socialområde for private aktører.
”Vi blev her opmærksomme på Langebjerggaard, som en fagligt velfunderet og veldrevet organisation med gode værdier og ønsket om at gøre en forskel for mennesker. Med vores investering i Langebjerggaard kan vi hjælpe virksomheden med at gøre mere for flere, så den kan udvikle sig til at blive en rollemodel og den foretrukne private partner for kommuner i Danmark.”
Fokus på bæredygtighed
”Vi er ikke i tvivl om, at det specialiserede socialområde vil blive mødt med større krav i fremtiden. Det kræver professionelle aktører, som kommer til at spille en stigende rolle i løsningen af opgaverne. Fra fondens side kommer vi med kapital og med en bredere dagsorden om bæredygtighed, som bliver et fundament i virksomheders fremtidige forretning.”
Maria henviser til ESG, som er en måde at arbejde struktureret med bæredygtighed på. ESG står for Environment, Social og Governance, og dækker over hhv. miljø og klima, sociale forhold samt virksomhedsadfærd.
Som eksempel på fondens fokus nævner hun, at den kan hjælpe Langebjerggaards organisation med at blive bedre til at tydeliggøre sin sociale indsats og sætte mål for de unge i behandling, og hvad de skal flytte sig på samtidig med at dette gøres dette synligere.
På miljø- og klimaområdet næves fordelene ved at kunne beregne og dokumentere organisationens klimabelastning, og hvordan denne belastning målsættes, synliggøres og nedbringes.
”Både Torben og jeg glæder os til at bidrage med fondens kompetencer. Torben har stor erfaring med køb og salg af virksomheder og den økonomiske rapportering. Jeg har især erfaring med sociale investeringer og sociale indsatser samt et ESG-perspektiv.
Vi har allerede mødt bestyrelsesmedlemmerne i efteråret. Det er vores indtryk, at bestyrelsen er veldrevet, og at der er relevante og varierede kompetencer til stede. Vi glæder os til det fremtidige samarbejde med hele Langebjerggaards organisation,” siger Maria.
Læs mere om bestyrelsens medlemmer.