Team ASF Botilbud

I junis nyhedsbrev har vi valgt at præsentere vores bostedstilbud for beboere med autistisk diagnose – også kaldet ASF Botilbud.

Det er et område, som vokser i disse år, da et stigende antal borgere med Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF) har brug for de trygge rammer, som vi på Langebjerggaard kan sikre dem og deres familier.

Vi er opmærksomme på, at ikke alle i vores organisation kender til området, hvor vi efterhånden har ansat 55 medarbejdere til at hjælpe seks beboere på fire forskellige adresser. De seks teams omkring beboerne tilbringer det meste af deres arbejdstid sammen med dem på og omkring matriklerne.

I ASF Botilbud arbejder vi med genkendelighed og struktur i hverdagen. Det er vigtigt, at vores beboere er godt forberedte og ved, hvad der er forventet for, at vi i fællesskab kan balancere krav og ressourcer og have gode dage med gode oplevelser og så få affekter som muligt. Derfor er dags- og ugeplaner altid bygget op på samme måde omkring hver beboer.

Indholdet i hverdagen varierer alt efter beboerens udviklingstrin, behov og interesser.  Medinddragelsen af beboerne foregår forskelligt, afhængig af den enkelte beboers udviklingsniveau og muligheder for at kommunikere. Nogle beboere har brug for visuelle hjælpemidler i form af tavle med piktogrammer, andre fungerer bedst med faste opgaver i løbet af dagen, og andre kan bedst overskue, hvis dagen deles op aktivitet for aktivitet.

Vi gør os umage i samarbejdet med familien og kommunen for at sikre, at beboerne har de bedste forudsætninger for at udvikle sig.